Målsætning og Værdigrundlag

Overordnet målsætning for Strandlyst Boliger

Den selvejende institution har til formål at drive plejecentret, herunder skabe et hjemligt miljø med mindst mulig institutionspræg og mest mulig hensyntagen til beboernes individuelle behov for pleje og omsorg.

Overordnet værdigrundlag

At Strandlyst Boliger er et botilbud og et hjem for beboere med psykiatriske lidelser og for ældre med plejebehov.

At Strandlyst Boliger er et plejecenter med høj kvalitet i omsorg og pleje og beboerne har en tilværelse med så høj livskvalitet som muligt.

At beboere og medarbejdere ved Strandlyst Boliger oplever livs- og arbejdsglæde, ligeværdighed, godt humør og varme i et respektfuldt og sundt miljø, hvor der arbejdes målrettet med kvalitet og menneskelighed. Gennem samskabelsesprocesser styrker personalet samarbejdet med beboerne, således at beboerens individuelle ønsker, behov og udfoldelsesmuligheder værdsættes.
At det er det sted, hvor man som medarbejder selv kunne tænke sig at bo, når man bliver gammel.


Målsætning for psykiatrisk afsnit

Beboerne skal opleve en struktureret hverdag med mange udfoldelsesmuligheder,
tilbud og krav, som er tilpasset de enkelte beboeres ressourcer.

Beboerne skal opleve følelsen af ansvarlighed og medvirke i hverdagen i det omfang den enkelte har ressourcer til, for herved at øge egenomsorg og bevare personlighed og selvstændighed.
Beboerne skal i et miljø af familiære rammer opleve rummelighed, respekt og trivsel i forhold til deres meget forskellige adfærd og behov.

Beboerne skal efter egen vurdering støttes i at bevare deres kontakt til tidligere netværk, samt åbenhed omkring at forme nyt netværk og holde fast i dette.



Målsætning for somatisk plejeafsnit.

Vi tilbyder et miljø i trygge og rummelige rammer, hvor den enkelte beboer oplever trivsel og livsglæde i hverdagen.

Vi tilstræber at tilrettelægge plejen og omsorgen for den enkelte beboer ud fra dennes ønsker og behov, og under hensyntagen til husets ressourcer.

Vi yder støtte og omsorg fysisk, psykisk, socialt, åndeligt og kulturelt.

Ved livets slutning vil vi medvirke til at beboeren får en værdig død med hensyntagen til den enkelte og familiens ønsker og behov.